Hej!


Hej!
Jeg har lavet den her blog, så venner, familie, og alle andre der kunne have lyst til at følge med hjemme i Danmark, kan følge med i mine oplevelser som udvekslingsstudent i USA. Det bliver så spændende, og jeg glæder mig helt vildt! Jeg vil forsøge så godt så muligt at holde bloggen opdateret, og i er meget velkommen til også, at smide en kommentar ind en gang i mellem.

søndag den 30. december 2012

Mellem jul og nytår

Så er julen forbi, og i morgen er det nytårsaften. Jeg vil lige fortælle lidt om dagende efter jul, hvor jeg har haft nogle dejlige dage, men dog ikke fik taget nogle billeder. ;)

d. 26 var det min fætter Stig's og min bedstefar Knut's fødselsdag, så vi tog ud til min onkel, for at fejre det. Vi kom til middag, og fik lækker mad, og hyggede med familien. vi fik rigtig snakket, og på et tidspunkt blev der også sat hjemmevideo på tv'et. Det var super sjovt! Da vi var færdige med maden, gik folk lidt hvert til sit, og jeg tog med min værtsmor, værtsbror, og to kusiner ud at stå på ski. De bor nemlig lige foran nogle gode ski trails. Så vi drog af sted, og det var rigtig smukt med sneen på træerne, og det hvide landskab. Jeg fik også nogle skitips af både min mor, og mine 2 kusiner, hvoraf den ene jo faktisk også er min skitræner. Så de var jo helt perfekt! Jeg tror vi var ude i lidt over en time, og jeg nød det virkelig!

De to efterfølgende dage, havde jeg en skicamp, som startede kl. 9:00 hver morgen. Det hele foregik på ski stedet som nærmest ligger lige bag mit hus, så jeg blev hentet af en af mine skivenner hver morgen, som så tog mig til træning. Jeg er virkelig blevet glad for at stå på ski, og de to dage gjorde mig en del bedre, og jeg føler virkelig, at jeg er begyndt at få styr på teknikken. Især på skate skis. Jeg har jo også meldt mig til et ski løb i midten af januar, hvor jeg jo gerne skulle være klar.

Torsdag aften efter min skicamp, havde Stina en ven på besøg, Ethan, og vi valgte at fine et sted at kælke kl. 20:00 om aftenen. Så vi tog alt udstyret på, og begav os af sted. Det blev dog til mere vandren i sne, end det blev til kælkning, og jeg tror kun jeg kælkede en gang. Men Stina og Ethan så ud til at have det sjovt. Jeg følte mig helt ærligt lidt som det tredje hjul. Men det var ok. I det mindste fik jeg min første kælketur den her vinter, og mig og Stina kunne grine lidt ad det hele bag efter!

Fredag aften kom Gabby over, og vi besluttede os for, at forsøge at bygge en snemand. Det gik dog ikke så godt, eftersom sneen overhovedet ikke kunne trykkes sammen til en sammenhængende masse. Så i stedet lavede vi et par sne engle, og Stina og Gabby begav sig ud for at kælke. Jeg følte ikke lige for at kælke, så i stedet satte jeg mig ind i stuen, og så det sidste afsnit af julekalenderen, ja, jeg var lidt bagud, og derefter så jeg også lige det danske x-factor. Det er nu altid sjovt! Da Stina og Gabby så kom tilbage, kørte de ud for at leje en film, og vi så så film resten af aftenen, hvilket var super hyggeligt!

I går var så bare en slap af dag, hvor jeg ikke lavede så meget. Dagen startede med, at min værtssøster og min værtsfar havde et mindre skænderi, som gjorde mig lidt ked af det. Det gør mig altid trist, når de skændes. Det er bare ikke rart at overvære, og det påvirker mig. Selv om det bare er et lille skænderi, kan det alligevel godt give mig tåre i øjnene. Så jeg gik ned på mit værelse, og var lidt ked af det for mig selv, mens jeg skrev med Line og Camilla på facebook. Og det hjalp lidt. Heldigvis løser problemerne sig jo altid hurtigt igen, og om aftenen var alle gode venner igen. Det viste sig, at de havde skændtes på grund af en misforståelse. Det havde bl.a. nok også noget at gøre med, at min værtsmor og værtsbror tog til en hockey turnering i torsdags, og først kom hjem i går aftes. Min værtsfar har nok været en smule stresset, og er samtidig på smertestillende medicin pga. sit knæ. Men heldigvis løste alt sig, og om aftenen bestilte vi kinesisk mad, og så film.

I dag stod jeg så tidligt op, for at skype med mine forældre og søskende hjemme i Danmark kl. 10:00. Det var rigtig dejligt at se dem alle igen, men jeg endte desværre også med, at blive rigtig ked af det. Faktisk blev der grædt en hel del. Jeg tror bare, at det hele kom ud på en gang. Skænderiet dagen før, og alle mine frustrationer over nogle små ting, som at jeg fx. ikke er lige så god til at få nye venner som andre er. At jeg ville ønske, at jeg var bedre til, bare at snakke med nye mennesker, og hænge ud med venner når jeg keder mig. Og også bare, at alt ikke er så perfekt, som jeg planlægger det i mit hoved. Men det ved jeg jo også godt, at det aldrig bliver. For der er ikke noget perfekt udvekslingsår. Og det må jeg bare huske at minde mig selv om en gang i mellem. Det er hårdt, og der må arbejdes lidt for at få det hele til at fungere.
Jeg fik dog afsluttet med mine forældre efter 2 timers skyping, med et smil på læben, og tog derefter et dejligt bad, før jeg tog af sted til lunch med en gruppe venner.

Min familie var nemlig blevet inviteret til lunch sammen med to andre udvekslingsstudenters familier. Min gamle værtssøster Helena, og en anden pige fra Norge. Mig, Stina og Anne tog af sted, og det var OK. Vi fik rigtig god mad, og fik snakket om nogle forskellige ting. Min generte side kom dog frem igen, og jeg sagde ikke så meget. Da vi så kørte hjem igen, kørte jeg med min værtsmor, fordi min søster tog over til en veninde. Jeg ved ikke, om min værtsmor havde bemærket at jeg havde været stille til lunchen, eller om det var noget andet, men hun begyndte at spørge mig om nogle ting omkring venner, og det at komme ud og møde nye mennesker, og det fik mig til at græde, og fortælle hende, hvordan jeg følte, og at jeg havde været rigtig ked af det, da jeg skypede med mine forældre. Vi fik en god snak, og det hjalp lidt. Jeg bliver dog stadig lidt sentimental og får tårer i øjnene, når jeg sidder og skriver det her. Men sådan er det vel bare. Jeg må bare minde mig selv om, at alt det her kun gør mig til en stærkere person, når jeg kommer hjem.

Her til aften tog mig og min værtsmor så ind for at se en film sammen, og vi så en rigtig dejlig komedie. Det var dejligt at være ude med min værtsmor, og jeg nød det virkelig. Nu er jeg så også træt, og vil bare sove! I morgen er det jo nytårsaften, og jeg er en smule spændt på at se, hvordan det bliver uden fyrværkeri og skålen ved midnat efter droningens nytårstale. Jeg ved, at vi skal spise aftensmad sammen, og derefter tager jeg måske til en nytårfest hos en ven. Jeg er ikke helt sikker endnu, eftersom jeg ikke ville gå alene, og det lidt afhænger af, om nogle af mine veninder går. Min værtssøster har nemlig ikke tænkt sig at tage til det. Vi får se. Jeg ved også, at vi ved midnat, tager ind til Marquette downtown, for at se noget de kalder The ball drop, som, efter hvad jeg har forstået, er en nytårstradition, hvor de slipper en bold lavet af en slags sølvpapir oppe fra en bygning, og lader den rulle ned gennem gaderne. Det skal nok blive interessant! Jeg smutter nu, og håber på en god dag i morgen. Jeg vil slutte af med at siger tak til alle jer der har sendt mig julekort (jeg fik endnu et fra familien Bastrup i dag), og ønske jer alle, et rigtig godt nytår!
Knus fra Julie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar